Ask Konge Taber

Da Ask bliver sat af på den idrætsefterskole, han er blevet tilmeldt, er det uden forventninger. Han accepterer kun lige sin nye værelseskammerat og tilfældigheder afgør, hvilke venner, han får. Kun pigerne får hans lidt overfladiske opmærksomhed. Allerede ved introfesten danner han par med Stinna, der forelsker sig i ham. Men Ask tiltrækkes af den utilnærmelige Liv, der virker lige så uinteresseret i sine omgivelser som han. De befinder sig begge i en periode med afmagt og har svært ved at komme videre i deres liv. Ask må gøre sig umage for at skabe kontakt, og det betyder, at han må involvere sig på en måde, der rammer hans sårbarhed.
Bogen veksler mellem to fortæller (Ask & Liv) tydeliggjort ved forskellig typografi. Det er dog overvejende Ask, der er bogens fortæller.
Camilla Wandahls til tider lidt omstændelige sprog kan virke lidt tungt på nogle læsere, mens andre måske vil nyde det. Men det ændrer ikke ved, at det er en god historie om hvordan svigt og afmagt tærer på livsglæden. Om hvor let det er at fucke livet op, og hvor svært det er at holde fast, når man er bange for at miste. Jeg anbefaler den varmt til især piger fra 13 år.
Gitte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar