torsdag den 3. juli 2014

Skrid, mor


Skrevet af Ann



 
JEG HADER DIG! Skriger 14 årige P til sin mor. Hun er SÅ vred. Så vred at det bobler over. Så vred at alt er sort. Indeni og udenpå. Vred på mor, der har tvunget hende væk fra far.

Far er i Dubai får hun at vide. Men nu det må være nok. Efter 3 år uden at have set sin far sætter P sig for at opsøge ham og finde ud af, hvad der skete den dag mor pludselig slæbte hende med til en anden by, en by så langt fra far som muligt. Men er far overhovedet i Dubai?
Hvorfor må P ikke mødes med sin far?
Og hvad er det for nogle hemmeligheder, der ikke må tales om?

Stærk, vred fortælling om P´s rejse mod nogle hemmeligheder, der er værre end noget, hun nogensinde kunne forestille sig.

En af den slags bøger der sniger sig ind i ens indre og gør dybt indtryk. Det gjorde den i hvert fald på mig. Og jeg må da også indrømme… jeg kneb en lille tårer til sidst.

Anbefales til alle der kan lide en god tudebog om et svært emne, set fra en lidt anden vinkel end man normalt ser.


 

fredag den 27. juni 2014

Kings of Jutland


Skrevet af Gitte

Årets sjoveste bog!


Tre fodboldtosser: Bo, Skipperen og Ronny. De er hardcore AaB-fans og det, der sker i fodboldklubben AaB er stort set det eneste, der har betydning i deres noget stillestående liv i Aalborg.
Bo er fortælleren, Skipper er i lære som tømrer og Ronny er arbejdsløs. Det går dårligt for deres fodboldhold, og de mangler altid penge.
Men så beslutter de sig for at røve en bank... Det går selvfølgelig ikke helt som planlagt. Heldigvis bliver de halet inden om af nogle østeuropæiske gangstere, der nok ved, hvordan en bank skal røves.
Ronny opdager, hvor de har gemt kufferten med pengene og snupper den. Men snart
har de en flok gangstere i hælene og må flygte over hals og hoved. De er dog ikke sådan at ryste af.. hihi..

tirsdag den 24. juni 2014

Mia & Marcus


Skrevet af Gitte


Ny by..ny skole..nyt liv.. og det går rigtig rigtig skidt...!

Allerede første dag får Mia stjålet sin mobil og bliver mobbet i skolen. Hun savner sine gamle venner og føler sig meget alene.
I klassen sidder hun ved siden af Marcus. Marcus lever på kanten og gør, hvad der passer ham. Han kommer fra et hjem med misbrug og er på vej ud i kriminalitet. 
Mia og Marcus kommer fra vidt forskellige miljøer. Alligevel fatter de sympati for hinanden og bliver måske hinandens redning..

Bogens første halvdel er fortalt gennem Mia og sidste halvdel gennem Marcus. Som læser oplever du samme handling fortalt gennem to forskellige personer. Det giver en god forståelse og indsigt i deres handlinger.



onsdag den 28. maj 2014

Se mig nu af Sandra Schwartz

Skrevet af Gitte

Eva går i 8. klasse er bedsteveninde med klassekammeraten Maja. Efter en uges fravær kommer Eva tilbage i klassen og oplever, at Maja er blevet veninde med Katrine, der både er smuk, rig og begavet i alle retninger. Eva følers sig tilovers, grå og kedelig og savner at have Maja for sig selv. Eva og hendes familie er oveni tynget af, at lillebroren er alvorligt kræftsyg. Ved et tilfælde støder Eva bogstaveligt talt ind i Alex, der går i 10.. Maja er begyndt at gå til danseundervisning sammen med Katrine i klubben og hun får lokket Eva med. Eva er ikke begejstret for idéen. Hun synes ikke, hun har flair for dans, og hun har heller ikke råd til at købe nyt outfit. Katrine overstråler som altid alle og hun er vild med dansetræneren, der til Evas overraskelse viser sig at være...


Det er let at identificere sig med de følelser og problemer som bogen behandler. Angsten for at miste sin bedste veninde, det at føle sig uden for, at føle sig totalt kikset og kvaje sig godt og grundigt i forhold til de mennesker, der omgiver en. Bogen indgår i Sommerfugleserien, der henvender sig til piger fra 12 år og opefter.


tirsdag den 18. marts 2014

Sommerdrenge

Skrevet af Gitte

Kortprosa er en kort fortælling, hvor der står meget mellem linjerne. Den kan derfor godt være lidt svær umiddelbart at forstå. Der bliver ikke forklaret så meget, i stedet for er det personernes gøren og laden og ting, der bliver beskrevet. Man kan sige, at teksten ofte er gådefuld og handlingen foregår her og nu – i øjeblikket.

Sommerdrenge af Rebecca Bach-Lauritsen er sådan en kortprosa. Den skal læses langsomt og med åbent sind. Du belønnes med  en perle af fine iagttagelser og sproglige finesser, der kan minde om digte.

Bogen handler først og fremmest om et nært venskab mellem pigerne Kille og Anna, der befinder sig i grænselandet mellem barndom og ungdom. Det er sommer, og Kille og Anna holder ferie ved kysten. Der festes, kysses og elskes for første gang. Anna er mere ivrig end den mindre udviklede Kille, og det er ikke helt nemt for Kille, at acceptere forandringerne.

Rigtig god fornøjelse :-)

tirsdag den 25. februar 2014

Den hvide væbner

Skrevet af Gitte


Tre riddere har brug for nye væbnere og der afholdes derfor en konkurrence, der er åben for alle – også piger. Nara, der er hestehandlerens datter, er en viljestærk og kvik pige, der drømmer om at blive væbner. Nara har ingen erfaring med våbenbrug, men hendes viden om heste gør, at ridderen Avalanche vælger hende. Den første tid går da også med at knokle med heste, men snart sker der ting, der udfordrer hendes mod og snarrådighed. Ting, der på den ene side binder hende tættere til sin ridder, men samtidig skaber afstand til de andre riddere. Hvad der sker, skal ikke afsløres her, men handlingen indbefatter såvel en heks, som dværge og trolde og et særligt sværd af dværgestål.
 
Bogen er første del af en ny fantasyserie, og er skrevet af debutanten Sara Ejersbo Frederiksen. Jeg skal da bestemt også læse næste bog i serien. Kan du lide serien om  "Det levende sværd" af Cecilie Eken, er denne bog sikkert også noget for dig.

fredag den 14. februar 2014

Nyheder i 2014

Skrevet af Ann og Lise

Endnu engang har vi været på inspirationsdag og hørt nyt fra forlag og forfattere.

 
En af de bedste nyheder i år bliver at tredje og sidste del af serien Elverskud af Nicole Boyle Rødtnes udkommer d. 15. februar. Det bliver spændende at læse hvad der sker med Birke og hendes familie.

 

 
 
 
 
 
Unremembered 1: Uden minder

Et flystyrt omgærdet af mystik, eneste overlevende er en 16 årig pige. Hun lider af omfattende hukommelsestab og ingen ved hvem hun er. Netop som hun er ved at forlige sig med at hun er helt alene i verden, dukker en ung mand op. Han påstår at de kendte hinanden før flystyrtet og at de var forelskede. Kan hun stole på ham?
Første del af en trilogi.

Juliane Moores onde arv

Hendes far forsvandt sporløs i skoven for mange år siden, hendes mor er indlagt på den lukkede, og hendes bedste ven er en kat – så 16-årige Julie Moores liv ikke er ligefrem normalt.En aften beslutter hun at gå i faderens fodspor. Her finder hun en mystisk genstand, som giver hende mystiske kræfter, og lidt efter lidt åbnes der for en serie af hemmeligheder fra hendes fortid.


 
 
Magisterium

Cassandra Clare og Holly Black er gået sammen om at skrive en ny fantasy serie. Clare kender vi jo ikke mindst fra Dødens instrumenter. Denne bog handler om Callum Hunter, som er en meget sur tween. Han bliver kaldt til audition hos de store mestre der styrer Magisterium, da de skal vælge nye lærlinge. Det sidste Callum ønsker er at blive magiker, men selv om han gør alt hvad han kan for at dumpe testen, vælges han alligevel til lærling af den ældste og højst værdsatte af mestrene: Mester Rufus. Serien kommer til at være på 5 bind, hvor vi i hver af dem følger Callums udvikling og uddannelse på magisterium.

 

Det Fjerde Rige af Maria Nygren.

Blenda er helt ny i klassen og ikke en del af den populære gruppe. Da klassen skal lave et projekt om demokrati versus diktatur og Blenda får opgaven om Hitler og det tredje rige, får hun en ide. ”Det er da klart at Hitler var et svin. Men vi skal ikke bruge hans ideologi. Det handler ikke om hvad han sagde, men hvordan han sagde det. Og hvis sådan et fjols kunne skabe et nyt rige, burde vi i det mindste kunne tage magten i klassen”.

 

Der kommer også flere afslutninger på serier i 2014:

Vildheks bind 6 kommer i august

Det smaragdgrønne atlas bind 3 kommer i september

Divergent bind 3 kommer her i februar.

Ja der er noget at glæde sig til…….

 

torsdag den 13. februar 2014

Den sommer far blev homo


Skrevet af Lise

Så kan det næsten ikke blive værre, tænker Arvid, da hans far beslutter at tage på campingferie i Nordnorge. Først forældrenes skilsmisse og nu lokker faren på ferietur til Norges mest berømte lokum! Et udendørs das med diskokugle og gæstebog - det er ikke lige det Arvid forbinder med ferie.

Men det kan blive værre…..  Da Arvid og far ankommer til Nordnorge opdager Arvid, at der kun er en pige, Indiane på hans egen alder på stedet og hun gider ikke spille fodbold. Faren begynder at blomstre op igen efter skilsmissen fra Arvids mor. Han begynder at vise en mærkelig interesse for Roger der er erklæret bøsse, deres nabo og Indianes far. Snart har Arvid og Indiane en mission og det går ikke stille af sig. Det involverer hunde, fuldefester og det nok så berømte das!

Bogen er skrevet af Endre Lund Eriksen, som også har skrevet bøgerne om Pitbull-Terje.

 

mandag den 20. januar 2014

Boy Nobody

Skrevet af Lise

Zach er 16 år og uddannet soldat. Han kan dræbe et menneske uden at føle noget som helst.

Han er trænet af Programmet, som kidnappede ham som barn efter at have dræbt hans forældre.

Han er snigmorder og han kan alle tricks for at overleve. Hans vigtigste opgave er at komme tæt på typisk børn af hans ofre. Ingen mistænker en 16-årig for at stå bag drab. I øvrigt er det ofte drab der ikke efterlader spor. Typisk en indsprøjtning af gift, så det fremstår som et hjertestop.

Men ingen roman uden et klimaks og da Zach får til opgave at komme tæt på Sam, datter af New Yorks borgmester, sker der noget. Zach begynde at tvivle! Ting dukker op fra hans fortid og han får måske lidt for mange følelser for Sam.

Slutningen er spændende og uforudsigelig. Den lægger definitivt op til en fortsættelse.


Boy Nobody er skrevet af Allen Zadoff.

 
 
 
Her er trailere til bogen (på engelsk):
 


Elementært spændende læsning for dem der har læst Cherub-serien , Young Bond og Alex Rider.
 
Der er allerede planlagt en film og det lader til at Jaden Smith skal spille hovedrollen.