fredag den 14. februar 2014

Nyheder i 2014

Skrevet af Ann og Lise

Endnu engang har vi været på inspirationsdag og hørt nyt fra forlag og forfattere.

 
En af de bedste nyheder i år bliver at tredje og sidste del af serien Elverskud af Nicole Boyle Rødtnes udkommer d. 15. februar. Det bliver spændende at læse hvad der sker med Birke og hendes familie.

 

 
 
 
 
 
Unremembered 1: Uden minder

Et flystyrt omgærdet af mystik, eneste overlevende er en 16 årig pige. Hun lider af omfattende hukommelsestab og ingen ved hvem hun er. Netop som hun er ved at forlige sig med at hun er helt alene i verden, dukker en ung mand op. Han påstår at de kendte hinanden før flystyrtet og at de var forelskede. Kan hun stole på ham?
Første del af en trilogi.

Juliane Moores onde arv

Hendes far forsvandt sporløs i skoven for mange år siden, hendes mor er indlagt på den lukkede, og hendes bedste ven er en kat – så 16-årige Julie Moores liv ikke er ligefrem normalt.En aften beslutter hun at gå i faderens fodspor. Her finder hun en mystisk genstand, som giver hende mystiske kræfter, og lidt efter lidt åbnes der for en serie af hemmeligheder fra hendes fortid.


 
 
Magisterium

Cassandra Clare og Holly Black er gået sammen om at skrive en ny fantasy serie. Clare kender vi jo ikke mindst fra Dødens instrumenter. Denne bog handler om Callum Hunter, som er en meget sur tween. Han bliver kaldt til audition hos de store mestre der styrer Magisterium, da de skal vælge nye lærlinge. Det sidste Callum ønsker er at blive magiker, men selv om han gør alt hvad han kan for at dumpe testen, vælges han alligevel til lærling af den ældste og højst værdsatte af mestrene: Mester Rufus. Serien kommer til at være på 5 bind, hvor vi i hver af dem følger Callums udvikling og uddannelse på magisterium.

 

Det Fjerde Rige af Maria Nygren.

Blenda er helt ny i klassen og ikke en del af den populære gruppe. Da klassen skal lave et projekt om demokrati versus diktatur og Blenda får opgaven om Hitler og det tredje rige, får hun en ide. ”Det er da klart at Hitler var et svin. Men vi skal ikke bruge hans ideologi. Det handler ikke om hvad han sagde, men hvordan han sagde det. Og hvis sådan et fjols kunne skabe et nyt rige, burde vi i det mindste kunne tage magten i klassen”.

 

Der kommer også flere afslutninger på serier i 2014:

Vildheks bind 6 kommer i august

Det smaragdgrønne atlas bind 3 kommer i september

Divergent bind 3 kommer her i februar.

Ja der er noget at glæde sig til…….

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar