tirsdag den 25. februar 2014

Den hvide væbner

Skrevet af Gitte


Tre riddere har brug for nye væbnere og der afholdes derfor en konkurrence, der er åben for alle – også piger. Nara, der er hestehandlerens datter, er en viljestærk og kvik pige, der drømmer om at blive væbner. Nara har ingen erfaring med våbenbrug, men hendes viden om heste gør, at ridderen Avalanche vælger hende. Den første tid går da også med at knokle med heste, men snart sker der ting, der udfordrer hendes mod og snarrådighed. Ting, der på den ene side binder hende tættere til sin ridder, men samtidig skaber afstand til de andre riddere. Hvad der sker, skal ikke afsløres her, men handlingen indbefatter såvel en heks, som dværge og trolde og et særligt sværd af dværgestål.
 
Bogen er første del af en ny fantasyserie, og er skrevet af debutanten Sara Ejersbo Frederiksen. Jeg skal da bestemt også læse næste bog i serien. Kan du lide serien om  "Det levende sværd" af Cecilie Eken, er denne bog sikkert også noget for dig.

fredag den 14. februar 2014

Nyheder i 2014

Skrevet af Ann og Lise

Endnu engang har vi været på inspirationsdag og hørt nyt fra forlag og forfattere.

 
En af de bedste nyheder i år bliver at tredje og sidste del af serien Elverskud af Nicole Boyle Rødtnes udkommer d. 15. februar. Det bliver spændende at læse hvad der sker med Birke og hendes familie.

 

 
 
 
 
 
Unremembered 1: Uden minder

Et flystyrt omgærdet af mystik, eneste overlevende er en 16 årig pige. Hun lider af omfattende hukommelsestab og ingen ved hvem hun er. Netop som hun er ved at forlige sig med at hun er helt alene i verden, dukker en ung mand op. Han påstår at de kendte hinanden før flystyrtet og at de var forelskede. Kan hun stole på ham?
Første del af en trilogi.

Juliane Moores onde arv

Hendes far forsvandt sporløs i skoven for mange år siden, hendes mor er indlagt på den lukkede, og hendes bedste ven er en kat – så 16-årige Julie Moores liv ikke er ligefrem normalt.En aften beslutter hun at gå i faderens fodspor. Her finder hun en mystisk genstand, som giver hende mystiske kræfter, og lidt efter lidt åbnes der for en serie af hemmeligheder fra hendes fortid.


 
 
Magisterium

Cassandra Clare og Holly Black er gået sammen om at skrive en ny fantasy serie. Clare kender vi jo ikke mindst fra Dødens instrumenter. Denne bog handler om Callum Hunter, som er en meget sur tween. Han bliver kaldt til audition hos de store mestre der styrer Magisterium, da de skal vælge nye lærlinge. Det sidste Callum ønsker er at blive magiker, men selv om han gør alt hvad han kan for at dumpe testen, vælges han alligevel til lærling af den ældste og højst værdsatte af mestrene: Mester Rufus. Serien kommer til at være på 5 bind, hvor vi i hver af dem følger Callums udvikling og uddannelse på magisterium.

 

Det Fjerde Rige af Maria Nygren.

Blenda er helt ny i klassen og ikke en del af den populære gruppe. Da klassen skal lave et projekt om demokrati versus diktatur og Blenda får opgaven om Hitler og det tredje rige, får hun en ide. ”Det er da klart at Hitler var et svin. Men vi skal ikke bruge hans ideologi. Det handler ikke om hvad han sagde, men hvordan han sagde det. Og hvis sådan et fjols kunne skabe et nyt rige, burde vi i det mindste kunne tage magten i klassen”.

 

Der kommer også flere afslutninger på serier i 2014:

Vildheks bind 6 kommer i august

Det smaragdgrønne atlas bind 3 kommer i september

Divergent bind 3 kommer her i februar.

Ja der er noget at glæde sig til…….

 

torsdag den 13. februar 2014

Den sommer far blev homo


Skrevet af Lise

Så kan det næsten ikke blive værre, tænker Arvid, da hans far beslutter at tage på campingferie i Nordnorge. Først forældrenes skilsmisse og nu lokker faren på ferietur til Norges mest berømte lokum! Et udendørs das med diskokugle og gæstebog - det er ikke lige det Arvid forbinder med ferie.

Men det kan blive værre…..  Da Arvid og far ankommer til Nordnorge opdager Arvid, at der kun er en pige, Indiane på hans egen alder på stedet og hun gider ikke spille fodbold. Faren begynder at blomstre op igen efter skilsmissen fra Arvids mor. Han begynder at vise en mærkelig interesse for Roger der er erklæret bøsse, deres nabo og Indianes far. Snart har Arvid og Indiane en mission og det går ikke stille af sig. Det involverer hunde, fuldefester og det nok så berømte das!

Bogen er skrevet af Endre Lund Eriksen, som også har skrevet bøgerne om Pitbull-Terje.